23948sdkhjf

Silvan smider Weber-grillen på porten

Byggemarkedskæden har justeret sin grillstrategi inden sommersalget

Silvan sløjfer nu sin landsdækkende leverandørkontrakt med den amerikanske grillgigant Weber.

Det skriver Børsen.

Byggemarkedskæden, der gennem de seneste to år har tabt 57 mio. kr., befinder sig midt i en omfattende turnaround, og nu er turen altså kommet til grillsegmentet. I en mail til Børsen fortæller tyske Jan Becker, der har siddet på direktørposten siden maj, at den nye strategi for segmentet bliver uden Weber. I stedet har byggemarkedskæden valgt at gå med de mindre kendte mærker Broilking og Campingaz.

– Vi forsøger hele tiden at forbedre kundeoplevelsen ved at tilbyde de bedste produkter. Vi har besluttet os for at fjerne Weber, så vi kan få plads til nye, spændende produkter og fokusere på to hovedmærker i fremtiden, skriver Jan Becker i sin mail til avisen.

Han ønsker ikke at oplyse, hvor stor en omsætning, Silvan har hentet på Weber-produkterne, men understreger, at Silvan har en ”betydelig andel af grillmarkedet i Danmark”.

Turbulente år
Bruddet med Weber kommer efter en turbulent periode for Silvan, der i 2017 blev opkøbt af den tyske kapitalfond Aurelius. Siden har kæden tabt 57 mio. over de to følgende regnskabsperioder, og i oktober måtte byggemarkedskæden låne 45 mio. kr. af den tyske ejer.

Også på direktionsgangen har der været uro. Oprindeligt var det en delt direktørpost, som Jan Becker sammen med danske Morten Juel overtog i maj efter tidligere topchef Jesper Lien, men efter blot 60 dage blev den danske del af direktionsduoen fyret. Siden Jan Becker overtog topposten i Silvan er yderligere mindst 12 nøglemedarbejdere stoppet. Minimum syv ledende medarbejdere - herunder chefer for afdelinger på Silvans hovedkontor - har selv sagt op.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096